Winther som cyklen

Om fantastiske bøger, æventyr, rollespil, katte og hvad jeg ellers finder på

Kære Callum, efter Sybil 20. marts 2018

Filed under: Breve,Rollespil,Uncategorized — Pia Winther @ 22:40

Mackenzie har taget initiativet, og har fået resten af gruppen med til oprørernes lejr, hvor de kan gemme sig, og hvile ud. Hun føler ikke, at byen er sikker og hun ved at de har en kompetent læge i lejren og hun er på god fod med oprørslederen.

Herfra sender hun et bud til Callum med en kort besked

Vi er i oprørernes lejr

 

Reklamer
 

Kære Callum, blomsten 7. marts 2018

Filed under: Breve,Rollespil — Pia Winther @ 08:25

Kæreste Callum

Vincent og jeg sidder på hospitalet og venter på, at lægerne får vækket Henry. Det er anden gang på et døgn vi sidder her og venter mens Henry bliver behandlet. Og hvordan endte vi her?

Det startede med at det lykkes Henry at tyde en seddel lanteren på toget havde haft i en af sine lommer – han var på vej til Medien for at hente friskt blomsterstøv. Så selvom vi har travlt med at komme ud til udgravningen, så gav det mening at få fjernet den blomst, de åbenbart har. Som du ved var Cassie og Max i hefaisten og hjælpe jer andre, mens Alexandros ville advare lantere som ikke endnu var blevet påvirket af, hvad end der overtaler dem, til at bruge sort magi. Så der var Henry, Vincent og jeg tilbage.

Det virkede meget ligetil, finde huset med planten og uskadeliggøre den, men alt synes at gå galt – og jeg kan kun konstatere, at jeg ikke er god til at klatre, og ingen tror på mine løgne, og Vincent tager det ikke pænt, når jeg vender pågående mænds opmærksomhed mod ham, altså han havde jo LIGE flirtet med en af toldvagten samme morgen, så jeg gik ud fra, at det var i orden, og han er altså bedre til at håndtere sådan noget, end jeg er. Nok så harm påpegede han, at han jo altså er i et fast forhold med min barndomsveninde, her vil jeg bare påpege, at jeg er gift, og jeg fik ingen hjælp til at tale mig ud af suppedasen, hvad skulle jeg ellers have gjort? Som om det ikke var nok, så lykkedes det på en eller anden måde Vincent at få mandens opmærksomhed vendt mod Henry, og inden jeg fik set mig om, troede han, manden ikke Henry, at vi havde sagt ja til … du ved .. os alle sammen.

Men det lykkes at komme ind i huset i byen, vi fandt ikke andet, end at planten var blevet flyttet til et kloster lidt uden for byen – og at det ikke kun er lantere som er involveret. Vi havde en del problemer i det hus, men det lykkedes at finde nogle dokumenter, der fortalte at vi kunne finde planten i et gammelt kloster uden for byen. Med problemer mener jeg en malerbøtte, et hegn og en vinkælder – men det vigtigste er, at det lykkedes.
Jeg må også hellere sige det, inden Vincent fortæller dig det, for han finder det usandsynligt morsomt. Men hvad havde han regnet med, at jeg ville angribe helt uskyldige arbejdsmænd, med alt hvad jeg har. Selvom de så værre ud end jeg, da vi senere mødte dem. Det korte og det lange, jeg sad holdt øje med de to vi havde fanget i huset og læste de dokumenter vi havde fundet – det var ikke noget problem, for vi havde rullet dem ind i gulvtæpper. Da døren gik op, og fire håndværkere kiggede ind for at sige, at de gik for hjem for dagen. Hvad kunne jeg gøre, andet end at forsøge at bluffe – de faldt ikke for det, og Vincent fandt mig rullet ind i et gulvtæppe. Jeg var altså ikke kommet til skade, jeg gjorde kun symbolsk modstand. Men det var her stakkels Henry kom til skade første gang. Jeg var der jo ikke, men Vincent sagde, at en gal ocelot sprang på ham, og rev og bed ham. Det var første gang vi skulle på hospitalet med Henry, jeg er glad for, at du lærte mig førstehjælp, men det var langt mere, end jeg kunne klare.

Men vi tog op til klosteret dagen efter og stoppede på en kro, for at finde ud af mere om stedet, det var her vi mødte ham manden, du ved. To af håndværkerne fra huset var der også, de havde fået en opgave i klosteret, men de genkendte mig heldigvis ikke. Så dagen efter, tog vi til klosteret for at destruere blomsten, hvis vi fandt den. Og det var her, det endte med, at Henry skulle på hospitalet anden gang. Retrospektivt var det måske ikke en god ide at sætte ild til den, men det var nu engang det vi gjorde, og selvom vi ved, at den forsvarer sig selv, så blev især Henry og jeg ramt af blomsterstøvet, jeg havde kun nok cognac til at skylle det væk fra mit eget ansigt, så Henry endte med at blive så påvirket, at vi måtte have ham på hospitalet.

Som jeg sidder her og skriver det her, gik det op for mig, at vi jo ved, at røgen fra planten er dødelig. Da vi flygtede var de sidste to lantere og de to arbejdsmænd fra kroen og huset på vej op til klosteret. Jeg håber, at arbejdsmændene var så fulde, at de ikke nåede frem, jeg håber de er okay. Jeg ved vi ikke har tid til at tage derop og tjekke. Men jeg tror jeg sender et bud, eller en anonym anmeldelse. Jeg kan ikke bare lade det ligge.

Henry er vågnet, så jeg må hellere stoppe nu.

Jeg elsker dig

Din Mackenzie

 

Kære Callum, tilbage i Medien 28. februar 2018

Filed under: Breve,Rollespil — Pia Winther @ 16:05

Kæreste Callum

Vi er i Medien igen og jeg sidder ved hestehandleren og skriver til dig, mens jeg venter på de sidste, inden vi rider ud til udgravningen. Fordi det jo selvfølgelig er verdens bedste ide at ride, når ingen af os rigtig har styr på det. Jeg tager min hjelm på, og håber på det bedste.

Vi har desværre fået bekræftet at Sybil er indblandet, og jeg har virkelig bange anelser. Men der jo ikke andet at gøre, end at finde ud af hvad der foregår. Uanset at Cassie er fuldstændig overbevist om, at der er en god forklaring, så hælder jeg mere til, Henrys teori, om at det ikke på nogen måde kan være noget godt hun har for. Jeg har i øvrigt fået to billetter til Turopinsk-ekspressen, men jeg kan ikke rigtig se hvornår vi skal få tid til at bruge dem. Jeg overvejede om onkel Mac og Daisy kunne bruge dem, hvad siger du?

Jeg ved ikke hvornår vi er færdige med den her opgave, det virker bare som om den bliver ved og ved, men jeg kunne forstå på sladderen i byen, at I langt fra er færdige i hefaisten. Nu passer du på ikke? Og jeg er sikker på, at der findes folk, som kan placere sprængstoffer, bedre end du kan.

Men hvis det hele passer sammen, kunne vi så ikke mødes ude hos gamle Nana i Gedehytten? Jeg har alligevel nogle småting jeg lige ville vende med hende, inden jeg skal hjem, hun skal også lige vise mig noget. Jeg ved ikke med dig, men når vi når er færdige her, kunne jeg godt bruge en lille bitte pause, inden vi skal hjem.

Jeg elsker dig og savner dig.

Din Mackenzie

 

Kæreste Callum (2) 8. februar 2018

Filed under: Breve,Rollespil — Pia Winther @ 08:05

Kæreste Callum


Jeg elsker dig, men jeg hader hjelmen og jeg tror at Alexandros elsker dig. Han elsker i hvert fald dine pandekager, fortalte han mig, efter han havde indtaget i hvert fald et par hashkager for meget. Jeg tror det er en ide, hvis du planlægger at lave dem til ham, næste gang I ses. Pandekagerne ikke hashkager – og hvis I laver hashkager, kunne I måske bruge Alexandros’ værelse?

Det lader ikke til, at hverken Cassie eller Vincent er alt for påvirket af hele det frieri og afslag. Jeg ved selvfølgelig ikke om de har nået at få talt om tingene, men de stod i hvert fald og kyssede i gangen i Fader Johns hus.
Vi har nået en masse, og har fundet frem til, at fader John var blevet forgiftet med dampe fra blomsten fra Otaheide – og at det af en eller anden grund er lantere som står bag. Hvorfor ved vi endnu ikke – vi mistænker at der er mere i det, for det hænger sammen med den udgravning i Medien. Den vi læste om i avisen. Så det ser ud til at vi skal tilbage til Medien.

Vi har været på et kunsthåndværkermarked, for at forsøge at finde den håndværker, som havde lavet den glaskugle der var blevet brugt til at forgifte fader John. Vi fandt både håndværkeren og fik navnet på ham der havde købt dem. Men de glaskugler – jeg ved ikke hvad i alverden Henry tænkte på, men han var virkelig grov, så grov at selv Alexandros lagde mærke til det. Det endte med, at Alexandros og jeg købte glaskuglen, efter de andre var gået.

I går delte vi os op, og Cassie, Henry og Alexandros tog til hospitalet for at få adgang til Fader Johns, som ligger i koma. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der skete, men da Max, Vincent og jeg kom tilbage til hotellet mødte Henry os udenfor og var voldsomt oprørt, han fortalte at Cassie, Alexandros OG Fader John lå bevidstløse på hans værelse. Vincent styrtede op til Cassie, mens jeg forsøgte at berolige Henry. Jeg ved ikke hvad i alverden, der så fik Max til at ryge i luften, men det hjalp ikke ligefrem på noget som helst, at han stod der midt på gaden og råbte op – jeg blev virkelig vred, hvad ligner det? Det endte med at jeg sendte ham op på hans værelse, med besked om, at han ikke skulle komme ud, før han var faldet ned. Jeg fik historien ud af Henry, og det er igen den forbandede teplante, som det på en eller anden måde lykkedes Cassie at indånde, hvorefter Alexandros fulgte med hende på en ånderejse? Jeg ved ikke helt hvordan? Alexandros forsøgte at forklare det da de vågnede. Men jeg kan lige forstille mig det, stakkels Henry alene på hospitalet med ikke en bevidstløs, men tre. Han havde åbenbart stablet dem på en seng med hjul og havde kørt dem ud til en vandtaxi, fået dem bukseret ned i båden og sejlet tilbage til hotellet, hvor han havde fået hjælp til at bære dem alle tre op på værelset. Jeg kan jo godt forstå, at han var oprørt, stakkels mand.
Især Cassie er ikke meget for at tale om hvad der skete, men hun råbe “Sybil” lige da hun vågnede, så højt at vi ikke kunne undgå at høre det, og jeg tror hun talte over sig, da hun sagde, at hun havde været så tæt på. Jeg ved ikke på hvad, eller hvad det handlede om, men jeg føler, jeg bliver nødt til at holde øje med hende. Hun prøver at være laissez-faire omkring det, men jeg har kendt hende lang tid nok, til at vide bedre, men jeg vil lige se tiden an, inden jeg gør noget videre. Vi har overladt fader John til Athenes tempel, og håber, at de kan hjælpe ham.
Og det bringer mig tilbage til den forbandede hjelm og hvorfor jeg hader den. Vi har været ude og undersøge en lanterlejr, og jeg bliver nødt til at sige, at den på ingen måde er optimal, når man skal snige sig! Den bliver ved med at glide ned og forstyrre mit udsyn. Men det er slet ikke vigtigt i forhold til hvad vi faldt ud af derude. De er blevet lokket til at tro, at de brændemærker de får er gudernes vilje – og at kun nogle få af dem er her i Danvithia – resten er i Medien, så det er derfor jeg tror at vi skal tilbage til Medien, når vi har fået styr på nogle løse ender.

Jeg elsker dig, og skriver når jeg ved mere. Jeg skal også nok blive ved med at bruge den hjelm, Cassie og Alexandros behøver ikke engang at insistere, det skal du bare ikke fortælle dem.

drawn-hearts-doodle-191659238947.jpgDin Mackenzie  

 

 
Den tatoverede børnebibliotekar

Anekdoter fra et bibliotek

Meljean Brook

Om fantastiske bøger, æventyr, rollespil, katte og hvad jeg ellers finder på

A Full Measure of Happiness

Love yourself. Love your food.

FoodPress

Serving up the hottest dishes on WordPress.com.

Milles mad

god mad til den travle børnefamilie