Winther som cyklen

Om fantastiske bøger, æventyr, rollespil, katte og hvad jeg ellers finder på

Kæreste Callum (Danthivia) 27. januar 2018

Filed under: Rollespil — Pia Winther @ 13:35

Kæreste Callum

Jeg sender brevet her fra Seeburg. Som du ved skulle vi til Danthivia med al hast, og jeg må sige, at det er stadig forbløffende få efterretninger vi har fået, jeg bryder mig ikke om, at vi fægter i blinde. Men sådan er det, og efter togturen frygter jeg, at det er større og mere kompliceret end vi havde regnet med. Vi troede, at vi skulle have en begivenhedsløs rejse med toget, du ved, med de vanlige passagerer, og de skuffede umiddelbart heller ikke. Jeg må indrømme, at selvom man da læser om de lokales forhold i både Medien og Lydien, så blev jeg forbløffet over hvor voldsomt myndighederne behandler deres borgere, især da vi nåede grænsen til Lydien, det var meget voldsomt.
Da vi skulle skifte tog i Landgraaf, som i øvrigt er lige så brun som i rejsebøgerne, skete der noget. Først anede vi ikke uråd, nok fordi nogen valgte ikke at dele deres fornemmelser og bekymringer, men tilbage til det senere. Da vi stod og ventede på vores tilsluttende tog, opdagede Cassie og jeg at te-damen fra toget, vi lige var kommet fra, holdt øje med os – og sammen med hende stod en lanter, bortset fra, at der var noget … galt med ham. Han havde tøjet, men så forkert ud, han så ud som om han kom fra de vestlige kolonier. Vi fortalte de andre det – og her kommer det frem, at hun har udspurgt Max på nærmest hele rejsen, og at han stort set har fortalt hende alt. ALT Callum – hvad er ideen i at have hemmeligheder, hvis det vi foretager os bliver fortalt til den første storbarmede kvinde på turen? Vi besluttede os for at undersøge toget, for at se, om lanteren evt. var med ombord på vores videre rejse, og det var han, bortset fra, at han nu havde blond hår og blå øjne. Alexandros sagde, at han mærkede magi, så vores gæt var, at det var samme mand fra stationen i Landgraaf. Vi besluttede os for at tale med ham. Hvis idé det var, at vi skulle kravle uden på toget, for at komme til bagagevognen ved jeg ikke, men det var en tåbelig ide. Men i det mindste så ingen os gå derned. Vincent klædte sig som en kontrollør, og fik lokket lanteren med til bagagevognen hvor vi andre ventede, her gik han amok. Beserk! Jeg har ikke noget andet ord for det. Han var umulig at tale til fornuft og fuldstændig ude af kontrol, han blev ved med at kæmpe, uanset hvad vi gjorde. Det endte med, at Henry fik ramt ham og hans liv stod ikke til at redde. Men da han døde, ændrede hans træk sig, og han lignede nu, det vi må gå ud fra, var ham selv, en lanter. Han havde fået brændt runer ind i huden på armene. Alexandros kunne huske, at det var runer hekse bruger, og bestemt ikke til noget godt. Jeg håber for Alexandros’ skyld, at manden ikke havde fået det gjort frivilligt. Da Vincent nævnte muligheden … jeg håber det ikke.
Heldigvis kom ingen af os til alvorligt til skade, kun et par skrammer, på trods af hans voldsomme modstand. Men både Alexandros og Cassie var mere end almindeligt udmattet, og det havde også tæret på Henry, han er jo ikke helt ung længere. De hængte kun lige sammen, mens vi skjulte sporene efter kampen. Det var godt, at vi ankom til Seeburg am Ostersee kort tid efter, og kunne få lagt dem i nogle ordentlige senge. Mens de andre sov, tjekkede Vincent og jeg huset, men det var blevet lukket af myndighederne, så vi gjorde ikke yderligere.

Næste dag, da alle var relativt udhvilede, talte vi alle om, hvad vi gør herfra. Her, først HER kom det frem, at både Alexandros og Vincent havde haft en fornemmelse af at noget var galt, allerede da vi stod på toget i Medien. Jeg er skuffet, især over Vincent, han burde vide, at han skal dele det med os andre, også selvom det blot er en fornemmelse. Jeg har talt med Alexandros om det, og han kan godt se, at det havde været en god ide at sige det, men han havde været nervøs for det, efter vi havde skældt ham ud, dengang med sømændene og planten, det kan jeg jo ikke fortænke ham i, den tager jeg på mig. Jeg håber, at vi på et tidspunkt når til, at han ikke er nervøs for at dele sin viden. Det viste sig, at det er lykkedes ham at fange lanterens sjæl, og vi har besluttet at udspørge ham? den? Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal synes om det? På den ene side er det, det logiske at gøre, men på den anden side, så er jeg ikke helt tryg ved det. Du ved, kan du huske jeg fortalte dig om porten til Hades? Men Alexandros er sikker på, at det kan lade sig gøre, og at det er helt sikkert.
Henry er dybt mærket af, at det var ham, der dræbte lanteren, jeg forsøgte at tale med ham om det, men jeg tror ærligt talt ikke jeg klarede det særligt godt. Jeg har foreslået Cassie, at hun lige tager en snak med ham.

Jeg har det godt, jeg får stadig hovedpiner, især når jeg læser for længe, og ligesom på turen fra Strathclyde til London, blev jeg også køresyg denne gang, men ikke lige så slemt. Det gør de her togrejser ekstra kedelige, når jeg nærmest kun kan kigge ud af vinduet. Jeg tog mig selv i at lytte skamløst til to handelsmænd, som sad på den anden side af gangen – ikke at de havde noget spændende at sige, de virkede ikke specielt kompetente. Jeg håber at fremtidige togrejser byder på lidt mere spændende rejsende, eller mindre køresyge og hovedpine. Cassie har forsøgt sig med at binde gaze stramt om mit hoved, jeg synes ikke rigtigt der var nogen effekt, andet end jeg følte, at jeg så smådum ud. Men omvendt havde jeg ikke rigtigt mulighed for at forsøge at læse igen, så det er da et forsøg værd at prøve igen.

Jeg har i øvrigt talt med Alexandros om, hvordan han bærer sig ad med at huske alle de sange og historier, og han havde nogle tips, og er begyndt at hjælpe mig. Han siger, at jeg skal træne min hukommelse. Jeg tror ikke, at det vil få de ting, som jeg har mistet tilbage, men måske, det er i hvert fald et forsøg værd. Han har også nogle interessante tanker og forestillinger om, hvordan man løser problemer. Han foreslog at vi kunne lyve os døde, for så at være i live, og så vil min familie være så lettet, at de glemmer at være vrede, det var noget med en historie hvor det virkede. Jeg synes, vi skal droppe den metode.

Cassie fortalte, at Vincent har friet til hende – og hun sagde nej. Jeg har talt lidt med hende om det, jeg ved ikke rigtigt, jeg synes det var svært at råde, det er jo deres liv, og de må jo gøre, hvad de føler er rigtigt. Men de er mærket af det, Cassie er ikke som sådan ked af det, bare mere frustreret og … ikke Cassie. Vincent formår at skjule det bedre, men han er også lidt mere stille end han plejer, hvilket er forståeligt nok. Ikke at de andre lægger mærke til det, mellem Henrys research, Max’ snak med te-damer og Alexandros som åbenbart er ved at lave et nyt stykke musik.

Kom du godt frem og kom Grace godt afsted? Huskede du at sige, at hun bare kan sende et telegram hvis der er noget? Men det ved hun jo godt.
Pas nu på dig selv, når I kommer tilbage til hefaisten! Jeg ved godt, at du siger, at du ikke kan lade være, hvis det bliver nødvendigt – og det er en af de ting jeg elsker ved dig, men vær nu forsigtig! Især med hold A og B i ryggen, behøver du ikke være den der tager slagene, og slet ikke at være den, som hjælper hold G med eksplosiverne!

Jeg elsker dig, og lover, at jeg også nok skal passe på mig selv – ikke tage unødige chancer, og bruge min hjelm.

Jeg savner dig allerede.

Din Mackenzie

Reklamer
 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s